Der er nu åbent for årets sidste runde af ansøgninger til EUopSTART, der dækker halvdelen af udgifterne til en EU-ansøgning. Puljen er åben for ansøgninger til bl.a. EU’s fem nye corona-opslag, de kommende Green Deal opslag samt opslag i Horizon Europe, som offentliggøres før 3. november 2020.
Datoen for årets sidste cut off i efteråret 2020 er nu fastsat til den 3. november 2020. Udover de normale støtteberettigede programmer, er puljen udvidet med Europa-Kommissionens fem nye corona-relaterede opslag, de kommende Green Deal opslag samt opslag i det nye forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe, som offentliggøres før den 3. november 2020.
For Corona-opslagene gælder, at der er afsat 10 x 50.000 kroner op til ti ansøgninger. Ansøgningerne behandles efter først-til-mølle-princippet.
Vær opmærksom på, at virksomheder fortsat kun kan indsende én EUopSTART-ansøgning til hvert cut off.
EUopSTART kan søges af virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner som universiteter, Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, hospitaler, kommuner og regioner.
Ansøgninger indsendes gennem styrelsens ansøgningsportal, e-grant, der foreløbig vil være åben indtil 3. november 2020 12.00. I denne periode kan der løbende indsendes ansøgninger.
Styrelsen for Forskning og Uddannelse behandler ansøgningerne efter hvert cut off, og ansøgerne til 2. cut off kan forvente svar i begyndelsen af juli 2020. Hvis styrelsen er påvirket af Corona i efteråret, kan der forventes længere sagsbehandling end normalt.