74 millioner kroner skal nu styrke uddannelsessamarbejdet i Norden og Baltikum
Uddannelsesinstitutioner og organisationer, der deltager i Nordplus, får tilskud til at styrke netværksdannelse, projektsamarbejde samt mobilitet for elever, studerende, kursister og undervisere i de nordiske og baltiske lande.
I år har Nordplus modtaget 371 ansøgninger ved fristen 1. februar 2022, og 305 af dem har opnået tilskud, svarende til en succesrate på 82 pct.
I alt er 2.382 uddannelsesinstitutioner og organisationer med i projekterne. Det samlede ansøgte tilskudsbeløb var på ca. 122 millioner kroner, hvilket er cirka 1,6 gange mere end det tilgængelige budget på omkring 74 millioner kroner.
Næste ansøgningsfrist til Nordplus-programmerne er den 1. februar 2023. Man kan dog søge Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Nordiske Sprog om tilskud til forberedende besøg den 1. oktober 2022.
