Ny evaluering viser, at de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) bidrager til erhvervslivets teknologiske udvikling – især grønne teknologier. 44 pct. af GTS’ernes kunder vurderer, at GTS-løsninger bidrager til introduktion af nye produkter. 41 pct. af disse er inden for grøn omstilling.
Det er et af hovedbudskaberne fra en ny evaluering af Danmarks syv GTS-institutter, som Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) har gennemført for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Evalueringen konkluderer også, at den gruppe af GTS’ernes virksomhedskunder, som har købt forsknings- og udviklingsopgaver, har større sandsynlighed for at implementere en grøn innovation end andre sammenlignelige virksomheder.
Evalueringen viser, at GTS-institutterne løfter en central opgave som brobygger mellem de danske virksomheder på den ene side og den nyeste forskning udviklet på danske universiteter og i udenlandske virksomheder og forskningsinstitutioner på den anden. GTS-nettet indtager således en nøgleposition dér, hvor forskning og viden overgår til konkret, teknologisk innovation i virksomheder og samfund.
De syv institutter formår også at tilpasse deres ydelser, så de ikke blot henvender sig til store, forsknings- og teknologiintensive virksomheder. Institutterne har noget på hylderne, der gør en forskel for alle typer virksomheder.
Evalueringen peger på, at GTS-institutterne har et højt kompetenceniveau samt relevante og efterspurgte test- og demonstrationsfaciliteter. Det er væsentlige motivationsfaktorer for virksomheders samarbejde med og køb af ydelser hos GTS-institutterne. GTS-nettets indsats for at forske, udvikle og innovere i samarbejde med både danske og udenlandske videninstitutioner og virksomheder, koblet med investeringer i egne testfaciliteter, er omdrejningspunktet for at kunne opretholde et højt kompetenceniveau.
Årligt når institutterne ud til næsten 20.000 danske virksomhedskunder, og GTS-nettets samarbejde med dansk erhvervsliv er stigende, både i form af øget, kommerciel omsætning og målt på antallet af FoU-samarbejder med virksomheder.
Evalueringen viser dog også, at GTS-nettets forsknings- og udviklingsaktiviteter samlet har været let faldende i perioden 2011-2021. GTS’erne tiltrækker i dag færre, konkurrenceudsatte FoU-midler end tidligere fra såvel danske som internationale FoU-programmer. Derfor intensiverer og systematiserer GTS-institutterne deres søgning af eksterne midler til forsknings- og udviklingsaktiviteter.
Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA), Institut for Statskundskab, Aarhus BSS, Aarhus Universitet, har i 2022-2023 på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens opdrag gennemført evalueringer af de syv GTS-institutter og det samlede GTS-net.
I forløbet er gennemført selvevalueringer foretaget af GTS-institutterne, kundesurvey-undersøgelser, interviews med GTS-direktører og -medarbejdere, med GTS-følgegruppemedlemmer fra eksterne organisationer, og rundbordsdrøftelser med repræsentanter fra virksomheder og andre innovationsaktører. Evalueringen drøftes på tre møder i december med centrale interessenter fra ministerier, fonde, universiteter, videnklynger, erhvervsorganisationer, brancheforeninger mfl.