Offentligheden får i den kommende måned mulighed for at påvirke, hvad GTS-institutterne i de kommende år skal forske i, og hvordan GTS-institutterne skal bruge statslige midler til at udvikle og sprede ny teknologi til danske virksomheder. Alle interessenter er velkomne til at deltage i debatten.
GTS-institutterne (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter) i Danmark spiller en vigtig rolle ved at fremme innovation og konkurrenceevne i erhvervslivet. Institutterne udvikler ny teknologi, og hjælper virksomheder med at anvende de teknologiske fremskridt i praksis, f.eks. i nye produkter eller nye måder at producere på.
Uddannelses- og Forskningsministeriet støtter GTS-institutternes forskning og udvikling igennem en række resultatkontrakter med institutterne. I år indgår ministeriet nye kontrakter med institutterne for perioden 2025-2028. Derfor lægger alle institutter nu korte beskrivelser af deres ideer til kommende forsknings- og udviklingsindsatser frem til åben diskussion på sitet bedreinnovation.dk. I alt 1,4 milliarder kroner forventes i spil over den fireårige periode.
Fra den 30. april og en måned frem inviteres alle med interesse for området til at kommentere på GTS-institutternes forslag: Er der brug for de områder, der foreslås? Bør forslagene vinkles i en bestemt retning? Vil du gerne involveres yderligere? Forslagene kan dække flere forskellige områder, eksempelvis grøn omstilling, digitalisering, byggeri eller biologiske processer. Kommentarerne fra brugerne indgår i GTS-institutternes videreudvikling af forslagene. Desuden kan kommentarerne bidrage med indsigt til Uddannelses- og Forskningsstyrelsens behandling af de forslag, som GTS-institutterne vælger at ansøge om støtte til.
"Det er unikt, at vi har en åben proces, hvor alle interesserede kan være med til at påvirke, hvilken forskning og udvikling, som vi skal have ud og gøre gavn i de danske virksomheder. Hvis vi i fællesskab kan komme på forkant og finde de rette potentialer, så kan vi styrke Danmarks konkurrence-kraft og evnen til at løse de samfundsmæssige udfordringer. Så jeg opfordrer alle interesserede til at gå ind på www.bedreinnovation.dk og engagere sig i den kommende dialog om, hvor og hvordan vi kan styrke teknologianvendelsen i virksomhederne."
I slutningen af året indgår Uddannelses- og Forskningsstyrelsen de endelige resultatkontrakter med de institutter, som er godkendt af uddannelses- og forskningsministeren.
De syv godkendte institutter er: Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut.