En delegation fra Japans ministerium for uddannelse, kultur, sport, forskning og teknologi samt tilhørende styrelser og forskningsfinansierende organisationer besøger i disse dage Danmark. Besøget skal især bidrage til at styrke samarbejdet inden for kvanteforskning, materiale- og sundhedsvidenskab.
Besøget, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er vært for, er en opfølgning på den samarbejdsaftale, der blev underskrevet i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens besøg til Japan i oktober 2023.
Samarbejdsaftalen fungerer som en åben ramme for samarbejde om forskning, teknologi og innovation mellem de to myndigheder, der er ansvarlige for disse områder i Danmark og Japan. Hensigten er, at aftalen kan komme de danske aktører til gode i forhold til at indgå konkrete aftaler og samarbejdsprojekter.
Japan og Danmark er geografisk - og på en række områder også kulturelt - langt væk fra hinanden, og forskningssamarbejdet skal medvirke til at knytte tættere bånd. Fra både dansk og japansk side ønsker man at fremme samarbejde inden for en række spirende og kritiske teknologiområder og på områder med globale udfordringer.
Både Danmark og Japan har stærke forskningsinstitutioner og virksomheder. Besøget skal medvirke til at styrke samarbejdet mellem landene, særligt inden for kvanteforskning, materiale- og sundhedsvidenskab.
- Japan er helt fremme i verden på de forskningsområder, vi skal drøfte. Jeg glæder mig til at fortælle mine japanske kolleger om de forskningsmiljøer og initiativer, vi fra ministeriets side har igangsat for at understøtte excellent dansk forskning. Og jeg ser frem til at drøfte, hvordan begge forskningsministerier og vores forskningsfinansierende myndigheder og organisationer kan medvirke til at styrke samarbejdet mellem vores forskere og forskningsinstitutioner.
Udover drøftelser om samarbejdet, skal den danske delegation vise de japanske kollegaer European Spallation Source, den store fælleseuropæiske forskningsfacilitet, som er under opbygning i Lund, og som Danmark er medvært for sammen med Sverige. Den japanske delegation har også ønsket at besøge MAXIV, som er en svensk forskningsfacilitet ejet af Lunds universitet. Japan har selv for nylig igangsat driften af en japansk elektron accelerator ved navn Nano-Terasu. Endelig skal den japanske delegation besøge Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.
Danske forskeres og virksomheders forsknings- og innovationssamarbejde med Japan understøttes i dag af bl.a. Uddannelses- og Forskningsministeriet gennem ministeriets ’Global Innovation Network Programme’, hvor Japan er et blandt 11 prioriterede lande uden for EU.