EU’s program for forskning og innovation, Horizon Europe, implementeres i ét- eller toårige arbejdsprogrammer med åbne opslag. Dette års arbejdsprogrammer er netop præpubliceret af Europa-Kommissionen, og ansøgere kan nu orientere sig i arbejdsprogrammerne, der forventes endeligt vedtaget i maj.
Der forventes ikke substantielle ændringer i arbejdsprogrammerne i forbindelse med den endelige vedtagelse internt i Europa-Kommissionen.
I Horizon Europe-arbejdsprogrammerne for 2025 er der bl.a. opslag om forskning og innovation inden for sundhed, kultur, civil sikkerhed, digitalisering, rum, klima, energi, transport, fødevarer, miljø og bioøkonomi - ligesom der er opslag for de fem Horizon Europe-missioner om bl.a. kræft og bæredygtige byer, ”New European Bauhaus” samt Det Europæiske Forskningsrum (ERA). Også arbejdsprogrammet til støtte for international forskermobilitet, Marie Skłodowska-Curie Actions, er nu præpubliceret.
Præpubliceringen betyder også, at man nu igen kan søge økonomisk støtte hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til arbejdet med at skrive Horizon Europe-ansøgninger via EUopSTART. Det gælder alle de opslag, der er præpubliceret - dog ikke for Eurostars.