Ny rapport fra Danmarks innovationscenter i Boston udforsker, hvordan innovative hjemmebehandlingsformer både kan vise sig at være et vigtigt middel mod pressede sundhedssystemer og samtidig rumme et markant vækstpotentiale for danske sundhedsinnovatører.
Sundhedsvæsenet i vestlige lande står over for massive udfordringer; aldrende befolkning, stigning i antallet af kronisk syge patienter, ressourcemangel og udbredt personalemangel er faktorer, der presser systemerne til det yderste. For at imødekomme disse udfordringer er der behov for nytænkning. I USA har de måske fundet en vej: Hospital-at-Home.
Hospital-at-home (HaH) handler om at flytte behandlinger fra hospitalet til patienternes eget hjem. Udover at frigøre sengepladser og reducere omkostninger markant, peger forskningen på, at hjemmebehandling også har positive effekter for patienterne i forhold til deres samlede forløb.
Danmark har allerede stærke erfaringer med digitale sundhedsløsninger, såsom videokonsultationer med praktiserende læger og automatiserede receptfornyelser. Derfor er Danmark i en fordelagtig position til at videreudvikle og implementere Hospital-at-Home – både til gavn for patienter og samfund. HaH-markedet forventes at vokse hurtigt på globalt plan.
Outlook-rapporten går i dybden med HaH-konceptet i USA, og hvordan Danmarks stærke kompetencer inden for sundhedsinnovation kan styrke og videreudvikle HaH-initiativer i Danmark og globalt.