Et nyt initiativ skal gøre det lettere for førende schweiziske og danske aktører inden for kvanteforskning at knytte bånd på tværs af landegrænser. En platform for professionel matchmaking skal forbinde kvanteforskere og virksomheder og skabe mulighed for at søge midler fra nationale puljer og EU.
Hvordan kan jorden gødes for, at oplagte partnere fra Danmark og Schweiz finder
hinanden og får gavn af de samarbejdsmuligheder, der er inden for forskning,
teknologi og udvikling i Europa? Det kan en ny platform for professionel matchmaking mellem danske og schweiziske forskere og erhvervsaktører give gode svar på.
Initiativet, kaldet ’Let’s entangle’, er taget på baggrund af et forståelsespapir mellem Danmark og Schweiz, der blev underskrevet i foråret 2024, og som har til
hensigt at styrke båndene mellem de to lande. Et af indsatsområderne, som er
vurderet til at rumme et stort potentiale for samarbejde, er indenfor kvanteforskning, der også er omdrejningspunkt for matchmaking-platformen.
Målet med den nye dansk-schweiziske matchmaking-platform er at fremme kontakten mellem førende eksperter inden for kvanteområdet og bistå de samarbejdende parter på tværs af landegrænser med at søge midler fra EU-programmet Horizon Europe og nationale programmer. På platformen afholdes i maj et webinar om danske, schweiziske og europæiske midler til kvanteforskning og -innovation. Ambitionen er flere nye dansk-schweiziske samarbejdsprojekter inden for kvanteforskning og digitale teknologier de kommende år.