Samarbejde med erhvervslivet

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens arbejde på forsknings- og innovationsområdet skal fremme vækst og udvikling gennem en styrket innovationsevne. Et centralt element i dén indsats er at øge og styrke samspil mellem virksomheder og videninstitutioner.

En af styrelsens vigtige opgaver er at understøtte samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og private virksomheder gennem fokuserede tilbud og ordninger. Målet er at fremme vækst og udvikling i virksomhederne gennem udnyttelse af videnkapacitet og synergieffekt til en styrket innovationsevne, der vil kunne bidrage til løsningen af de udfordringer, som Danmark såvel som resten af verden står over for.

Styrelsen understøtter således følgende aktiviteter:

Teknologioverførsel

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har afsat midler til styrkelse af universiteternes innovationsindsats, der bl.a. understøtter deres arbejde med teknologioverførsel, således at opfindelser fra forskningen kan udnyttes kommercielt i erhvervslivet.

Læs mere om teknologioverførsel  

Godkendt Teknologisk Service (GTS)

GTS-institutterne er almennyttige institutioner, der drives som private virksomheder med det formål at opbygge og formidle teknologiske kompetencer til dansk erhvervsliv.

Uddannelses og Forskningsstyrelsen understøtter GTS-institutternes arbejde via resultatkontrakter, der medfinansierer specifikke forskning- og udviklingsaktiviteter på institutterne.

Læs mere om GTS-institutterne 

Opfinderrådgivningen

Opfinderrådgivningen yder rådgivning med henblik på at opnå succesfuld kommercialisering af opfindelser, forskningsresultater og andre kommercielt perspektivrige ideer.

Styrelsen understøtter driften af Opfinderrådgivningen, der administreres af Teknologisk Institut.

Læs mere om opfinderrådgivningen  

Fyrtårnsmiljøer

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen støtter udvalgte strategiske fyrtårnsmiljøer inden for store infrastruktursatsninger som fx ESS og CERN.

Partnerskab for uddannelse i entreprenørskab

Partnerskab for Uddannelse i Entreprenørskab er etableret for at sikre en koordineret og samlet indsats for uddannelse i entreprenørskab. Partnerskabet indbefatter Uddannelses- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt Erhvervs- og Vækstministeriet.

Med afsæt i Partnerskabet indgår Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Erhvervs- og Vækstministeriet resultatkontrakt med Fonden for Entreprenørskab. Det er således Fonden, der arbejder med konkret at udmønte initiativer og arbejdsopgaver, samt skabe resultater på området.

Læs mere om Fonden for Entreprenørskab  

Innovation Centre Denmark

Innovation Centre Denmark (ICDK) bygger bro mellem danske aktører og nogle af de stærkeste partnere inden for forskning og innovation i verdens førende innovationsmiljøer.

Læs mere om ICDK