Lektoratsordningen har til formål at udbrede kendskabet til dansk sprog, litteratur og samfundsforhold i udlandet.

Lektoratsordningen under Uddannelses- og Forskningsministeriet blev etableret i 1937 og har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet gennem støtte til udenlandske universiteter. Der undervises og forskes i dansk sprog, litteratur, kultur og samfundsforhold på omkring 62 universiteter verden over, hvor omkring 2.000 udenlandske studerende læser dansk som hoved- eller bifag. Flere endnu tager kortere kurser i dansk sprog.
Undervisningen i dansk i udlandet varetages af ca. 63 lokalt ansatte forskere og undervisere samt 15 sendelektorer. Sendelektorater i dansk etableres i et partnerskab mellem Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og interesserede universiteter i udlandet.
Sendelektorer anbefales til deres stillinger af Lektoratsudvalget, som er nedsat under Uddannelses- og Forskningsministeriet til at rådgive ministeren om ordningen. Lektoratsudvalget består af eksperter i dansk og i de regioner, Lektoratsordningen omfatter.
Universiteter i udlandet kan ansøge om at få oprettet et sendelektorat i dansk sprog og litteratur. Dansk skal udbydes som del af en bachelor-, kandidat- eller ph.d.-uddannelse i dansk eller et lignende fagområde (fx nordiske eller nordeuropæiske studier mv.)
Ansøgere skal kunne medfinansiere stillingen for at komme i betragtning.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen opslår jævnligt ledige stillinger som sendelektor i dansk sprog, litteratur og kultur.
Sendelektorer og øvrige danskundervisere i udlandet kan søge om tilskud til aktiviteter, som understøtter danskundervisning på deres universitet i udlandet.
Titel: Specialkonsulent
E-mail: rba@ufm.dk
Telefon: 72318894