“Vi kan ikke stå alene – vi må samskabe og udvikle os med andre i Europa,” siger Ditte Heiden Pedersen fra Studievalg Danmark. Hun har netop deltaget i Erasmus+-seminaret ”Enhancing Inclusion through guidance” i Beograd - og deler her, hvad både hun og organisationen fik ud af det.
Erasmus+-seminarer giver fagprofessionelle mulighed for at lære fra kollegaer og institutioner i hele Europa. Deltagerne får nye idéer, konkrete værktøjer og løsninger, der kan omsættes direkte i deres daglige arbejde.
For Ditte blev seminaret i Beograd en øjenåbner:
"Det bedste ved at deltage i et seminar som det her er, at man får et nyt blik på sin egen praksis. Når man hører om andres erfaringer, tilgange og oplevelser med emnet eller målgruppen, er det virkelig noget, der kan forbedre ens egen praksis."
Men udbyttet stopper ikke ved den enkelte deltager. Når man tager viden med hjem og deler den med kollegaer, bliver gevinsten endnu større:
"Min organisation får en medarbejder, som er opkvalificeret på viden om emnet og har et internationalt udsyn. Jeg kommer hjem med ny og brugbar viden, som jeg kan dele med resten af medarbejderne i organisationen.”
Seminarerne åbner også døren til nye faglige netværk, der kan føre til fremtidige samarbejder og vidensdeling:
"Det netværk, man får med sig - både nationalt og europæisk - er super givtigt i forhold til fremtidig vidensdeling og sparring. Det styrker os i at blive ved med at udvikle os og blive bedre," siger Ditte.
Netop videndeling er en grundsten i programmet Erasmus+. Deltagerne er ikke slutpunktet for læring, men aktive led i en værdikæde, hvor viden skal i spil og skabe forandring:
"At dele videre til andre er helt essentielt i denne 'vidensværdikæde'," understreger Ditte.
Seminaret i Beograd satte også gang i refleksioner om, hvordan vi arbejder herhjemme – og hvordan vi bedst udvikler vores faglige praksis i takt med tiden.
”Som tiden er i dag, er vi nødt til at stå stærkt på viden – men også på, hvordan vi kommunikerer med vores målgruppe. Faglig opkvalificering kræver hårdt arbejde, men det er nødvendigt. Eller risikerer vi at ende i et ”plejer”-mode og ikke kunne følge med – især med den hastige udvikling, fx med AI.”
Hvis du – ligesom Ditte – vil have ny inspiration, styrke din faglighed og udvide dit netværk i Europa, så kan et Erasmus+-seminar være noget for dig.
På vores hjemmeside finder du kommende seminarer og tilmeldingsfrister.