I september måneds udgave af Udsyn kan du læse om midtvejsevalueringen af Erasmus+, som viser, at udlandsophold har en positiv effekt på studerendes beskæftigelse efter endt uddannelse. Den Europæiske Sprogpris gives i år til to innovative sprogprojekter, og så kan du møde os på Kulturnatten.

Midtvejsevalueringen af Erasmus+ viser, at uddannelsesprogrammet giver unge og uddannelsesinstitutioner et stærkere internationalt udsyn og styrker de unges kompetencer, både fagligt, sprogligt og socialt. Evalueringen viser også, at et Erasmus+ ophold i udlandet hjælper på de studerendes muligheder for beskæftigelse efter uddannelsen.

Den Europæiske Sprogpris gik i år til to projekter, der går nye veje i arbejdet med sprog. Projektet ”Lær dansk med rap” lærer flygtninge og studerende at udtale danske ord ved at rappe dem, mens projektet ”Wise Words” handler om at bruge flersprogede elevers sprog i undervisningen. Prisoverrækkelsen fandt sted den 25. september 2017.

Videregående uddannelsesinstitutioner, højskoler, sprogskoler mm. kan søge om at holde sommersprogkurser for internationale studerende i sommeren 2018. Ansøgningsfristen er den 27. oktober 2017.
Euroguidance nyhedsbrevet 'Insight' fejrer netværkets 25 års jubilæum og udkommer denne gang i to sektioner. Den første indeholder artikler om et bredt udvalg af vejledningsfaglige emner i Europa. I den anden sektion fokuseres der på et tema, nemlig brugen af IKT i vejledning.

Du inviteres til en spændende dag, som gennem inspirationsoplæg, eksempler og debat belyser temaer som disruption, uddannelsesfrafald samt de nyligt præsenterede løsningsmodeller til et styrket voksen-, efter- og videreuddannelsessystem med fokus på de voksne, som kan være svære at få ind i og fastholde i uddannelsessystemet. Konferencen holdes den 6. oktober 207 i København.
Vi inviterer til konference om det europæiske uddannelsessamarbejde gennem Erasmus+ i de danske institutioner. Effekterne af programmet og debat om en ny programperiode er på dagsordenen. Konferencen holdes i DGI-Byen i København den 17. november 2017.

Har du modtaget tilskud fra Erasmus+, og vil du gerne have input til, hvordan du spreder kendskabet til dit projekt? Så kom til kommunikationsworkshop tirsdag den 7. november 2017.
Hvad skal fremtidens lærere kunne i det moderne samfund og den globale verden? Og hvordan kan Erasmus+ være et aktiv? Deltag i kontaktseminar i Finland den 26.-27. oktober 2017.

Kig forbi Uddannelses- og Forskningsministeriet til Kulturnat den 13. oktober 2017. Du kan bl.a. blive klogere på, hvordan studerende kan kombinere uddannelse med et studie- eller praktikophold i Europa eller om unges muligheder for at arbejde som frivillig i udlandet. Vi bor på Bredgade 40 i København.
På vores LinkedIn side får du nyt om ansøgningsfrister, arrangementer i ind- og udland, rapporter og cases. Siden hedder Internationale Uddannelsesprogrammer.
Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Cindy Maria Vinløv på cmv@ufm.dk.
Fotos: 1: Tuala Hjarnøe, 2: Malene Vangdrup, 3: Tuala Hjarnøe, 4+5: Dall, 6: SFU.