Her beskrives reformen af pædagoguddannelsen i 2013, baggrund for reformen og endelig en beskrivelse af den seneste opfølgning på reformen med nedsættelse af en følgegruppe for pædagoguddannelsen, efterfølgende handleplan og senest prioritering af et ekstraordinært løft af uddannelsen.
I september 2013 indgik den daværende regering (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) samt Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative en stemmeaftale om reform af pædagoguddannelsen.
På det overordnede niveau indebar reformen en deregulering af pædagoguddannelsen ved, at lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog blev ophævet. I stedet skulle uddannelsen reguleres i en bekendtgørelse med hjemmel i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelsen i lighed med andre professionsbacheloruddannelser. Formålet med dereguleringen var at opnå en større fleksibilitet end tidligere, hvor eksempelvis fag, specialisering og praktik var reguleret ved lov. Stemmeaftalepartierne inddrages typisk ved væsentlige ændringer i bekendtgørelse m.v.
Med reformen blev det fastholdt, at pædagoguddannelsen fortsat skulle være en enhedsuddannelse på 210 ECTS-point (3 ½ år). Pædagoguddannelsen har siden 1992 været en enhedsuddannelse, der uddannede til både dagtilbuds-, fritidstilbuds- og social-, specialområdet.
Indholdsmæssigt havde reformen særligt fokus på fire områder:
For at indfri disse målsætninger blev der lavet en række strukturelle og indholdsmæssige ændringer i grundfagligheden, specialiseringen og praktikken, der i dag udgør uddannelsens tre hovedelementer, jf. tabel 1.
Pædagoguddannelsen før reformen |
ECTS-point |
Pædagoguddannelsen efter reformen |
ECTS-point |
|
Obligatoriske fag |
89 |
Grundfag |
60/(70) |
|
Specialisering |
5 (30*) |
Specialiseringsfag |
60/(50) |
|
Praktik |
74 |
Praktik |
75 |
|
Linjefag |
30 |
|
|
|
Tværprofessionelt element |
0 (8**) |
|
|
|
Bachelorprojekt |
12 |
Bachelorprojekt |
15 |
I alt |
210 |
I alt |
210 |
Anm.: * I pædagoguddannelsen før reformen udgjorde specialiseringen i alt 35 ECTS-point, sammensat af 10 ECTS-point fra pædagogikfaget, 5 ECTS-point fra linjefaget og 15 ECTS-point fra praktikken. Der var afsat 5 selvstændige ECTS-point, der ikke var bundet op på de øvrige fag eller praktikken. ** I pædagoguddannelsen før reformen var det tværprofessionelle element bundet op på de øvrige fag og sammensat af elementer svarende til 8 ECTS. Der var ikke afsat selvstændige ECTS-point til det tværprofessionelle element.
Med reformen blev uddannelsen opdelt i to overordnede dele: Grundfagligheden og specialiseringen. I forhold til den tidligere uddannelse kom specialiseringsdelen af uddannelsen til at fylde væsentligt mere end i den tidligere uddannelse. Omlægningen indebar bl.a., at de tidligere obligatoriske fag, herunder faget ”pædagogik”, ikke længere indgår som selvstændigt fag på uddannelsen, men som et element i ”grundfagligheden”. Grundfagligheden udgør 70 ECTS-point, heraf grundfag (60 ECTS-point) og praktik (10 ECTS-point). Grundfagligheden er obligatorisk for alle studerende uanset, hvilken specialiseringsretning de følger. Med reformen blev det aftalt, at grundfagligheden skulle indeholde viden om:
Endvidere skulle viden om kønsdimensionen, ”den svære samtale” samt etik og værdier indgå i grundfagligheden.
Efter gennemførelsen af grundfagligheden bliver de studerende tildelt én af tre specialiseringsretninger:
Specialiseringsdelen udgør 140 ud af uddannelsens samlede 210 ECTS-points – fordelt på følgende elementer:
Formålet med den øgede specialisering af uddannelsen var at give de studerende muligheden for at tilegne sig mere specialiseret viden og kompetencer, der matcher behovet på de tre arbejdsområder, som specialiseringerne retter sig mod. Foruden et fokus på monofaglige kompetencer med fokus på den enkelte specialiseringsretning, består specialiseringsdelen også af valgfri kompetencemål med fokus på f.eks. natur og sundhed og de praktisk—musiske fagområder og et tværprofessionelt element.
Med reformen var der fokus på at skabe en bedre dynamik og vekselvirkning mellem teori og praksis, hvilket blandt andet betød, at antallet af praktikperioder blev øget fra tre til fire, og hvor tre af de fire perioder som nævnt indgik i specialiseringsdelen:
Med henblik på at understøtte de studerendes læringsudbytte i praktikken blev der stillet centrale krav til studiedage under praktikken. Studiedagene tilrettelægges og afholdes af den enkelte professionshøjskole, og på dagene drøfter studerende og undervisere forholdet mellem teori og praksis.
Der indførtes en prøve efter hhv. første-, anden-, og tredje praktikperiode. Prøven skulle bedømmes ”bestået”/”ikke bestået”.
Forud for reformen af pædagoguddannelsen nedsatte den daværende undervisningsminister i 2011 en følgegruppe for pædagoguddannelsen med videnpersoner fra uddannelsen, universiteter, kommuner, skoler og fagforeninger. Følgegruppen havde blandt andet til opgave at planlægge og følge en evaluering af pædagoguddannelsen. Målet med evalueringen var at undersøge, om formålene med den seneste reform fra 2006 var blevet indfriet, og om uddannelsen var tidssvarende i forhold til arbejdsmarkedet. Evalueringen blev foretaget af Rambøll, og den blev offentliggjort i april 2012.
Med udgangspunkt i evalueringen og øvrige ekspertinput udarbejdede følgegruppen en række anbefalinger, der blev offentliggjort i maj 2013 i rapporten ”En styrket pædagoguddannelse – anbefalinger fra Følgegruppen for pædagoguddannelsen”. I rapporten gennemgik følgegruppen en række temaer i forhold til pædagoguddannelsen og gav sit bud på initiativer, der kunne bidrage til at højne kvaliteten af uddannelsen.
Følgegruppens anbefalinger koncentrerede sig om følgende syv temaer:
I løbet af 2016-2017 rejste der sig en kritik af flere elementer i pædagoguddannelsen. Blandt andet offentliggjorde Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i november 2016 fire analyser af pædagoguddannelsen, hvor der blandt andet blev fremhævet forskellige kvalitetsudfordringer i forhold til feedback, studieintensitet og de studerendes forberedelse.
Med henblik på i højere grad at kunne understøtte implementeringen af den nye pædagoguddannelse og kunne identificere eventuelle udfordringer og potentialer tidligt, nedsatte den daværende uddannelses- og forskningsminister derfor i 2017 en følgegruppe for pædagoguddannelsen.
Følgegruppen består af repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og professionshøjskolerne. De eksterne medlemmer indgår efter indstilling fra Danske Professionshøjskoler.
Følgegruppen har udarbejdet en handleplan med ni initiativer til, hvordan kvaliteten i pædagoguddannelsen kan løftes:
Den tidligere regering afsatte 17,5 mio. kr. til implementering af flere af handleplanens initiativer. Initiativerne i handleplanen er under implementering, og Uddannelses- og Forskningsministeriet er i løbende dialog med professionshøjskolerne om fremdriften. Fremkomsten ad COVID-19 har betydet, at professionshøjskolerne er blevet forsinket med enkelte initiativer fra handleplanen, blandt andet i forhold til implementering af anbefalingen om mødepligt.
Endvidere har følgegruppen sammen med KL formuleret et grundlag for det gode praktikforløb på pædagoguddannelsen med henblik på at styrke fundamentet for kvaliteten i praktikken.
Regeringen prioriterede i 2019 127,5 mio.kr. til en ekstraordinær midlertidig indsats for at understøtte kvalitet på pædagoguddannelsen.
Midlerne blev prioriteret til initiativer på professionshøjskolerne, som har mulighed for at bruge midlerne til indsatser, der løber over perioden 2019-2022, som et ekstraordinært tilskud, der blandt andet skal understøtte professionshøjskolernes arbejde med følgegruppens anbefalinger.
Herudover besluttede aftalepartierne med finansloven for 2020 at prioritere yderligere 43 mio.kr til et taxameterløft af pædagoguddannelsen i 2023.